Sigrún frá Bredal
Skøn og talentfuld hoppe med masser af muligheder ✨
Sigrún er en utrolig dejlig og alsidig hoppe, som nu er klar til at finde sin nye makker. Hun er en hest med masser af gangartskvaliteter og rigtig mange muligheder, hvad enten man drømmer om en luksus skovturshest, en hest til undervisning og kurser eller ønsker at udvikle hende videre mod stævnebanerne. Sigrún er en letbygget hoppe med smidige og flotte bevægelser over middel. Hun er tidligere vist til bygningsbedømmelse, hvor hun fik 7,87, og vi mener bestemt, at hun kunne være interessant at genfremstille – eventuelt med henblik på en fuldkåring. Hun er en utrolig sjov ridehest med perfekt middel vilje. Hun er primært redet som 4-gænger og har ren takt og god skridtlængde i alle gangarter. Tölten er hendes foretrukne gangart, og den mestrer hun i flere tempi samt for løs tøjle. Galoppen har et stort opspring og god rummelighed, og traven er stabil med en rigtig fint stræk og store bevægelser. I skridt bevæger hun sig godt igennem hele kroppen og træder flot over. Hun behøver ikke en meget erfaren rytter for at finde den gode tölt på tur – den kommer hun gerne med helt af sig selv. Sigrún har allerede fået lidt erfaring med sig. Hun har gået et par stævner og har blandt andet startet V.2 til Bøgelund WRL, hvor hun fik 5,57 i 2023. Der er stadig meget mere at hente i hende, så det er blot starten. Hun er virkelig en dejlig stabil hest og fungerer lige godt på banen som i skoven, både alene og sammen med andre heste. I hverdagen er Sigrún fantastisk at arbejde med. Hun er sød og nem i al håndtering, står pænt ved smed og fungerer godt på fold med andre heste – også når der kommer nye heste ind i flokken. Hun ligger cirka midt i hierarkiet og trækker sig gerne for førehoppen. Hun er passet med sko, vaccinationer og ormekur og har kun været syg en enkelt gang. Vi ser især Sigrún som en rigtig spændende hest til en ambitiøs junior- eller ungrytter, eller til den letøvede rytter, som ønsker sig en hest med talent og kqpacitet, som man selv kan være med til at forme og udvikle videre. Ønsker man sig en absolut luksus turhest, vil Sigrún være helt oplagt til det, da hun elsker at tølte skovene tynde. Ønsker man sig en fremtidig avlshoppe, kunne Sigrún også være et spændende bud. Hun er efter den velkendte Hnokki frá Fellskoti og Krafla fra Valbjørn, og flere af hendes søskende på mors side har været fremstillet til kåring. Alt i alt er Sigrún en skøn, ukompliceret og spændende hest, som kan bruges til lidt af det hele – og hvor der stadig er meget mere at hente med den rette rytter.
isfaxi